Styr din indre stemme

Måske kender du kun alt for godt den indre stemme, som kommenterer på alt det, du gør eller ikke gør? Som konstant har en mening, ofte kritisk, om alle dine beslutninger, handlinger, tanker og mange gange også om dine følelser. Hvordan stopper man denne indre kommentatorboks, som hele tiden prikker til og retter på én?

Din indre kritiker
Den giver dig stress i hverdagen og saboterer udviklingen af både dine faglige og personlige kompetencer. Netop som du vil kaste dig over en ny udfordring kan du høre alle dens skeptiske indvendinger. Dens funktion og hensigt er blot at beskytte dig eller motivere dig til at tænke dig om en ekstra gang. Det kan være fint nok at være på forkant, men den indre stemme bliver nemt til et konstant psykologisk benspænd, fordi den binder din energi og forhindrer dig i at komme i FLOW.

FLOW er lethed
Når man er i flow er det lyst, glæde, begejstring og engagement, som driver værket. Det hele bliver som en leg. Men når man er ude af flow, har man ikke rådighed over sine resurser og adgang til sine kompetencer. Det hele bliver anspændt, både kroppen, stemmen, tankerne og følelserne. Jo mere man anstrenger sig, jo vanskeligere bliver det. Enten lykkes man på trods af sin indre stemme eller også opgiver man sit forehavende.

Kan man få stemmen til at forsvinde?
Alle mennesker har en indre stemme. Så nej, det er desværre ikke muligt, og måske heldigvis. For stemmen er koblet til vores bevidsthed. Den udvikler sig parallelt med det bevidste sind og gør det muligt for os at kunne reflektere. Den står for det auditive element i vores interne kommunikationsfilter, hvor diverse input fra den ydre virkelighed bliver holdt op imod vores indre ideer om virkeligheden, vores værdier og overbevisninger. Stemmen gør det muligt for os at følge med i vores egen tankeproces, imens vi snakker med os selv om det, som vi oplever. Den er nødvendig i vores indre erfaringsdannelse.

”Monkey-mind wants to be entertained”
Hjernen er som en hundehvalp eller en lille abe. Den vil stimuleres og inspireres hele tiden, have noget at tage sig til. Hvis den keder sig, går den selv i gang med at finde på bekymringer, skaber fantasier og ind imellem får den en intuitiv indskydelse eller en rigtig god ide. Samtidig er den doven og genbruger af alt det, som den tidligere har været involveret i eller selv har fundet på. Jo ældre vi blive, desto mere historisk crap har den at tage af. Og den gør det uanset om vi er bevidste om det eller ej. Den gør når vi drømmer. Vi har blot lettere ved at acceptere, at drømme er noget vrøvl. Mange mennesker tager deres indre stemme meget alvorlig, og lader sig styre og begrænse af den.

Hvordan undgår man benspænd fra sin indre stemme?
Accepter at stemmen er der, at den ikke forsvinder, og at den sikkert har en positiv hensigt. Derfor kan man ligeså godt vælge at samarbejde med den. Erfaringsmæssig får det den til at slappe af og være mindre insisterende. Men man skal sætte regler for, hvordan samarbejdet skal foregå, hvornår man vil være lydhør, hvad der skal sættes fokus på, og hvad man vil have input om.

There are only two things you need to do to discover the meaning behind the messages from your inner voice; keep asking yourself the right questions and be willing to listen to the answers whether you like them or not. Tim Connor

Samtalen skal ud på papiret
Stemmen kan gøre dig opmærksom på dine tankemønstre, som er forældede og trænger til en opdatering. Brug en notesbog, hvor du noterer det stemmen kommer med. Brug eventuelt mind-map metoden. Hold fast i, at ”samtalen” skal foregå på papiret. Derved sikrer du dig, at det ikke kører i ring for dig. Det er lettere for dig at tage stilling til, overveje forudsætninger og stille spørgsmål til dig selv om validiteten i det, som stemmen kommer med, hvis du gør det visuelt. Ved at styre processen giver du dig selv mulighed for at bruge stemmen til udvikling af din personlighed.

Opmærksomhed i NUET
En anden situation kan være, at stemmen blander sig imens du skal i gang med noget nyt. Det kan være en opgave, en præsentation eller et møde med en ny kunde. Måske er det første, du lægger mærke, en følelse af usikkerhed, nervøsitet, rastløshed eller irritation. Start med at acceptere følelsen og fokuser så på, hvad der sker her og nu. Vær fuldt ud tilstede i NUET. Senere kan du analysere de tanker, bekymringer eller forventninger, der gik forud for følelsen. Hvad handlede det egentlig om.

Jo mere tilstede i nuet du kan være, jo mere vil dine observationer og fornemmelser kunne bruges som vejledende feedback for dig selv. Det er forbudt at vurdere eller bedømme. Det interessante er nemlig, at du stille og rolig kan forbedre dine resultater på længere sigt ved løbende at være mere opmærksom på processen, i stedet for at forsøge at kontrollere stemmen. Når du giver slip og stoler på, at din viden og dine kompetencer er tilstrækkelige, vil du intuitivt få adgang til de resurser, som situationen kræver.

”The Inner Game metoden”
Udbredelsen af denne læringsmetode tilskrives i høj grad Tim Gallwey, forfatter til ”The Inner Game”-bøgerne. Galwey arbejdede i 70erne som tennisinstruktør. Men en dag blev han træt af at instruere og korrigere sine elever igen og igen. Han bad dem i stedet for om at være meget opmærksomme selv. De skulle fortælle ham, og gerne vise ham, hvordan de gerne ville spille. Ved at iagttage sig selv og være mere opmærksom på, hvordan de rent faktisk gjorde, og hvordan de følte sig imens, blev de mere kropsbevidste om deres spil. Stille og rolig udviklede eleverne en kropslig fornemmelse for spillet og begyndte at korrigere sig selv. Han fik dem til at give slip og komme i FLOW med sig selv. De blev nærværende i NUET og holdt op med at spekulere over, hvordan de ikke skulle gøre. De lærte at stole på, at deres krop selv havde kompetencen og resurserne til at spille spillet. (Gallwey bliver i dag anset som grand-father inden for coaching).

We do not stop playing because we grow old.
We grow old because we stop playing.
George Bernard Shaw

Hvordan kan man styre sit fokus og give slip?
Ved at fokusere på noget andet. Man kan fokusere på sin vejrtrækning eller på fornemmelsen i sine fødder. Ligesom når man mediterer. Man kan også hjælpe sig selv ved at bruge et mantra. Et mantra er en lyd, som man under meditation gentager for sig selv, enten højt eller blot inde i sit hoved. OHM-lyden er et eksempel på et mantra. Mantraet blokerer for den interne (kritiske) dialog og virker derfor ligesom en optaget-tone på telefonen. Det er ikke muligt at få en samtale igennem. Der er en anekdote om en golfspiller, som fik styr på sin indre stemme ved at nynne en sang for sig selv, hver gang han skulle slå. Det fungerede for ham.

Hvad ellers?
For mange mennesker er et kursus i Neuro Lingvistisk Programmering (NLP) et godt sted at starte. NLP giver et indblik i hvordan vores hjerne arbejder og hvordan vores følelser, adfærd, holdninger og værdier arbejder sammen. Man lærer at kommunikere og samarbejde mere hensigtsmæsig med sig selv. Derved bliver det lettere at bruge sin interne dialog konstruktivt og lære af sig selv ved hjælp af ”The Inner Game metoden”.

NLP tager ligesom Gallwey udgangspunkt i, at mennesker allerede er kompetente. Hjernen er i stand til at udvikle nye strategier for, at klare forskellige situationer. Men fordi hjernen også er doven har den en tilbøjelighed til at genbruge gamle strategier. Det betyder, at man kan sidde fast i reaktionsmønstre, som modarbejder ens nuværende interesser. Man er ligesom vokset fra sin egen hjerne, fordi dens programmer for at forholde sig til verden ikke er blevet opgraderede.

Kursus NLP Selvledelse™
På kurset NLP Selvledelse lærer man hvordan man opgraderer sin hjerne til en nyere version. Man lærer hvordan man bruger sine værdier som motiverende drivkraft for sig selv. Og man lærer at lytte mere opmærksomt efter hvilke antagelser eller forudsætninger man har i sit hoved, som er forældede i forhold til virkeligheden. Endelig lærer man også hvordan man kan bruge sine følelser som et vigtigt og værdifuldt input til egen udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>